Gøgsigs Pakhus

2001

Pakhusudstilling år 2001

Åbningen af Pakhusudstillingen 2001, fandt sted lørdag d. 7 Juli i kulturhuset Gøgsigs Pakhus.

Udstillere:
Birte Hunnerup Kragskov
Staffan W. Kull
Hans Gøgsig
Sonia Weeke
Ruth Magnussen
Kirsten Andreasen
Lars Nørgaard
Bjarne Thyrrestrup
Elisabeth Asli
Dorte Friis
Karen Due - Hjørring
Marte Nørgård Jørgensen - Frederikshavn
Linda E. Christensen
Rosa E. Andersen
Hedvig Brix
Bodil Hvivlshøj


Forord
Sindal 2001

"Relativt er der mere kunst og kultur i Sindal end i København!"

Den udtalelse kom jeg med i folketinget for nogle år siden - og jeg blev selvfølgelig skældt huden fuld. Hvad i alverden bildte jeg mig ind? Men jeg har ret - hvis man altså forstår mig rigtigt.

Som tilflytter kan man blive overrasket over meget i Sindal. Den åbenhed og venlighed man møder. At "jødekager" ikke er småkager med kanel på men, store snegle der fylder godt. At et venligt klap på skulderen efter mødet svarer til stående klapsalver i København. Men også over den kulturelle aktivitet, der udfoldes i byen. Sport, kor, blæsere, grafikcenter, keramik, kunstudstillinger, koncerter, jazz, by night, foredragsaftenen, amatørteater osv osv. Alt sammen med udspring i lokale initiativer. Og ofte er det jo en herlig blanding af lokale aktører og folk, der kommer "udefra".

Det er her min påstand kommer ind: i København har man en oplevelseskultur, hvor man betaler for at se det, de andre har lavet. I Sindal er man med - enten som initiativtager, som deltager eller som supporter. Det gør en forskel.

Et af de bedste eksempler er Pakhusudstillingen i Gøgsigs Pakhus. For 18. gang går udstillingen i gang - heraf for 17. gang i pakhuset. Og atter i år kan man opleve kunstens mangfoldigheder i de smukkeste tænkelige omgivelser. Bygningen er i sig selv en oplevelse med dens bjælker, hyggelige hjørner, stejle trapper, sælsomme skygger og egen atmosfære. Og når den så bliver fyldt med den allerdejligste kunst - så er det jo næsten et helt eventyr.

Det er der mange mennesker, der har fundet ud af. Tilstrømningen er stor. Man taler om udstillingen i vide kredse. Sindal har noget, der både kan fornøje og trække mennesker til byen. Jo, de kan bare det der!

I disse år, hvor alt skal måles og vejes, sættes op i kolonner og grafer, foregå på skærme og gennem nettet, er der brug for Gøgsigs Pakhus og udstillingen. For mennesker er nu ikke teknik alene. Mennesker trives kun, hvis der er ånd! Og den ånd, der gør mennesker til mennesker er i pakhuset. Skøn på det!

Peter Duetoft

Gøgsigs Pakhus, Torvegade 22, 9870 Sindal