Gøgsigs Pakhus

1984

Pakhusudstilling år 1984

Åbningen af kunstudstillingen 1984 fandt sted Lørdag den 7. juli 1984 I det røde Pakhus.

Udstillere:
Hedvig Brix Boriths
Linda Christensen
Birthe H. Hansen
Birte Kragskov
Staffan W. Kull
Poul Magersholt
Thorbjørn Jakobsen

 

Pakhusudstilling 1984, som var den første, foregik i Dybro Jørgensens gamle pakhus.

Sindal og Omegns Avis skrev:

Kunstudstillingen 1984 - en stor succes…

Kunstudstillingen i det gamle pakhus i Sindal, som var åben over fire lørdage i juli, blev en succes, som langt oversteg, hvad arrangører og deltagende kunstnere havde turdet forvente. På udstillingens første dag kom over 100 gæster, og det gamle pakhus var fyldt til bristepunktet af interesserede beskuere.

Stor publikumssucces
På de efterfølgende udstillingslørdage kom der ca. 350 gæster.
Mange af de besøgende gav udtryk for deres glæde over initiativet til udstillingen, og adskillige vendte tilbage for at gense de udstillede kunstgenstande.

Jens Jørgen Thorsen på besøg
"Skide flot" var maleren og kunstkritikeren Jens Jørgen Thorsen (kendt fra fjernsynets kunstquiz) kommentarer, da han på udstillingens sidste dag gæstede det gamle pakhus. Han fandt, det var dejligt, at et område som Sindal kunne rumme så mange ivrige lokale kunstnere.

Bør gentages
Allerede nu går arrangørerne, med Jette Kull som drivkraften, med planer om at arrangere en ny udstilling til næste år. Det er deres håb, at kommunen atter vil vise sin velvillighed og stille det gamle pakhus til rådighed.
I øvrigt tror arrangørerne, at der findes adskillige flere i Sindal området, som arbejder med maleri og skulptur end de som deltog i denne udstilling, og de kan forhåbentlig deltage i en ny udstilling næste år.
Gøgsigs Pakhus, Torvegade 22, 9870 Sindal